Pula Arena er navnet på amfiteatret i Pula i Kroatien. Amfiteateret er den sjette største bevarede romerske arena og et af de bedst bevarede antikke monumenter i Kroatien. Arenaen er det eneste tilbageværende romerske amfiteater med fire sidetårne og med alle tre romerske arkitektoniske ordener fuldstændig bevaret. Den blev bygget i perioden 27 f.Kr. - 68 e.Kr. og havde plads til over 26.000 tilskuere. I det 15. århundrede blev der taget mange sten fra amfiteateret for at bygge huse og andre bygninger omkring Pula, men heldigvis blev denne praksis stoppet, inden hele bygningen blev ødelagt. I dag bruges det til at være vært for en række festivaler og forestillinger i sommermånederne.